(Fortsættelsen af de tanker, jeg gjorde mig i 2012 efter min stresssygemelding)

Følelser er en mærkelig størrelse. De kan virke overvældende og suge én ned i et sort hul. Men uden dem bliver livet trist og gråt. De sætter farve på tilværelsen. Gør at ting får værdi og ikke er ligegyldige. Min største udfordring har været at lære at håndtere mine egne følelser og ikke være bange for den sorg og tristhed, jeg har fundet lige under huden.

Her har musikken spillet en vigtig rolle. I tiden efter min sygemelding fandt jeg stor trøst i klassisk musik, noget jeg ellers aldrig har lyttet til før. Jeg har grædt mig gennem Bachs ’Air on a G String’ og Grieghs ’Peer Gynt’. For pludselig var alle sluser åbne, og jeg var overvældet.

Senere genfandt jeg glæden ved mit eget guitarspil og hulkede uhæmmet over Pia Raugs ”Jeg vil male dagen blå”. Jeg har sunget sangen hundredevis af gange, men for første gang gav ordene virkelig mening. ”Vælge lyset frem for skyggen/give mig selv et puf i ryggen/tro på alting selv på lykken.” Hvorfor skal man have været nede i kulkælderen for at sætte pris på lyset og håbet?

Zumba og mindfulness

Som stressramt oplever man en helt ny sårbarhed, der kan virke skræmmende. Tv-Avisen er det rene horror. Det samme er Tom &  Jerry. Kun Teletubbies og Søren Ryge slider ikke på de tyndslidte nerver. Men sårbarheden åbner også mange døre. Aldrig har jeg snakket med så mange mennesker om deres egne livskriser.

Det er som om, at kriser bringer os sammen i en medmenneskelig forståelse. Vi er alle i samme båd. Vi befinder os alle i livets strøm, og oplever de samme tragedier – blot på forskellige tidspunkter. Livet er én lang rejse. Men som Jakob Knudsen skriver i sin smukke salme ”Se, nu stiger solen af havets skød”, så kan man jo godt favne dagen og ånde luften i fulde drag, selvom vi alle stævner imod vor egen grav.

Jeg er i hvert fald kommet så langt, at jeg nu forstår, hvad der giver mit liv værdi. Jeg er startet til zumba og elsker at svinge hofter og bryster til salsa-rytmer sammen med pensionerede kvinder i stramme gamachebukser. Det er én stor fest. Jeg dyrker pilates og håber snart at blive en mester i mindfulness. Jeg har genfundet glæden ved musikken og insistere på at have tid til at læse bøger og tage på kæreste-weekend uden børn.

Bekræftelser virker

På køkkenvæggen hænger min nye drømmetavle med billeder af alle de ting, jeg vil gøre i fremtiden. Hver aften skriver jeg tre ting ned, der har gjort dagen god. Også brugen af positive bekræftelser har styrket mig. Jeg stødte lidt tilfældigt på begrebet, da jeg lånte bogen ”Oplev det gode liv nu” med Louise L. Hay.

Den amerikanske forfatter er blevet et ikon inden for positiv tænkning og selvudvikling. Hendes teori er, at vi ved at gentage en bekræftelse f.eks. ”jeg har selvtillid og udstråler selvtillid” eller ”jeg er tryg” fortæller vores ubevidste sind, at vi tager ansvar for vores eget liv, og at disse bekræftelser (alt det vi tænker og siger til os selv) til sidst vil blive til virkelighed.

Man kan bruge bekræftelser til at skabe større selvværd, bedre helbred, øget arbejdsglæde eller bedre økonomi. Kort sagt alt. Det kan lyde som det rene hjernevask, og på en måde vasker man også sin bevidsthed ren eller reprogrammerer den. Man skaber den person, man gerne vil være.

Chef i eget firma

Stress påvirker selvværdet. Det er et hårdt slag at være nødt til at kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp. Men ved at sige til sig selv igen og igen – og gerne foran spejlet: ”Jeg anerkender mig selv”, ”Jeg kan trygt sige, hvad jeg mener, ”jeg er afslappet og lader mig rive med i livets strøm” og andre gode udsagn, skaber man nye forbindelser og tankemønstre i hjernen.

Tankerne er første skridt, siden vil de komme til at passe med virkeligheden. Selvom jeg kun har praktiseret positiv tænkning i kort tid, kan jeg allerede mærke en stor forskel.

Jeg er ved at blive chef i mit eget firma, Mit liv A/S. Jeg ved nu, at jeg har et valg og ikke behøver at opfatte mig som et offer. Jeg kan vælge at tænke positivt, uanset hvad andre gør .Og jeg kan lære at bestemme over tiden i stedet for at lade tiden bestemme over mig.

Arbejd til du segner-kultur

Selvom vi alle har et valg, kommer man ikke uden om, at vi lever i en globaliseret verden, hvor økonomien har ubetinget førsteprioritet. Alle taler om vækst, vækst, vækst. Vi skal alle løbe stærkere for at producere mere, der er pres på frokost- og rygepauser, og samtidig vil politikerne have os til at give afkald på ferie- og helligdage og presse deltidsansatte på fuld tid.

Som tillidsrepræsentant har jeg selv været med til at ofre fridage for at få mere i løn, men det gør jeg ikke igen. Derfor varmede det faktisk mit hjerte, da fagbevægelsen for nylig sagde nej til at afgive ferie- og fridage. Det er ikke vejen frem. Vi skal ikke arbejde, til vi segner. Vi må ikke blive så fokuserede på at spare tid og øge effektiviteten, at vi glemmer at få mennesket med.

Fartvirus i spil

For problemet er, at det hurtige og effektive arbejdsliv sniger sig ind i privatsfæren. Vi overfører fartvirusset uden at vide det, og pludselig er vi ved at gå bananas over, at bilisten foran kører for langsomt, at ungerne skændes, eller at ekspedienten ved kassen i Brugsen skal afvente svar på en vare.

Som den canadiskfødte forfatter Carl Honoré skriver i sin bog fra 2004 ”Lev livet langsomt”, så er der en langsombevægelse i gang i hele den vestlige verden. Grundtanken er ikke er skrue tiden tilbage til før industrialiseringen eller at gøre alting i sneglefart, men om at gøre tingene i det rette tempo. Ved at sætte tempoet ned, får man atter tid og ro til at skabe meningsfuld kontakt til krop og sjæl, til andre mennesker, til naturen og sit arbejde.

At arbejde mindre betyder faktisk ofte, at man arbejder bedre. ”Vær hurtig når det giver mening og vær langsom, når langsomhed er påkrævet. Forsøg at leve i det, musikere kalder tempo giusto – det rette tempo,” skriver Carl Honoré i bogen.