Stress er blevet en folkesygdom, selvom stress jo ret beset ikke er en decideret sygdom men nærmere en tilstand – en overbelastning af nervesystemet. 35.000 danskere er hver dag sygemeldt på grund af stress, og 430.000 danskere svarende til 10-12 procent har symptomer på alvorlig stress hver dag.

For tre år siden blev jeg selv ramt. Stress vendte op og ned på mit liv, fordi min krop viste mig, at noget var helt galt.
Jeg husker stadig den ubærlige følelse af magtesløshed, bundethed, af at være en maskine, en bil der var sat på autopilot. Et offer, der havde mistet styringen med eget liv Jeg har aldrig tidligere haft det sådan, og min oplevelse har givet mig en dyb respekt for, hvor meget lidelse, der er forbundet med at have stress.

For første gang i mit liv var jeg nødt til at række hånden ud efter hjælp. Det var sundt for mig at prøve, og stress har været den gave, der har tvunget mig til at åbne mit hjerte og udforske mig selv og mine egne, gamle tanke- og adfærdsmønstre.

Jeg skrev meget i tiden efter min stress-sygemelding for at få styr på mine tanker og genvinde livsglæden. Her er nogle af de tanker, jeg gjorde mig dengang i 2012. Jeg har valgt ikke at redigere i teksten, selvom jeg nok i dag ville have formuleret mig anderledes.

Maskinen gik i stykker

”Når ting sker for hurtigt, kan ingen vide sig sikker på noget som helst, ikke engang sig selv.”

Citatet er fra Milan Kunderas lille bog Langsomheden fra 1996, og at der er visdom bag ordene, har jeg bitterligt erfaret. Normalt kører min krop som en velsmurt maskine, men en dag i foråret gik maskinen i stykker.

Det startede med ukontrolleret hjertebanken. Flere nætter havde jeg ligget vågen og lyttet skrækslagen til min egen indre pumpe, der synes at have fundet et hidtil ukendt højt gear. Mit hoved var et stort mylder af ængstelige og forvirrede tanker.

Én morgen var den helt gal. Min krop var slap som en karklud, og jeg kunne ikke tænke klart. Pligtopfyldende tog jeg tøj på, smurte madpakke og hankede op i tasken, men i døren vendte jeg om. Min krop skreg jo på hjælp. Hvordan kunne jeg overhøre det. Jeg ringede til mit arbejde og meldte mig syg. Det blev starten på flere måneders sygemelding og en lang sej kamp tilbage til livsglæden.

Indre trivselsbrønd

Stress koster hvert år samfundet 14 milliarder kroner på grund af sygemeldinger, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet ifølge Stressforeningen. Som arbejdsmarkedsjournalist og tillidsrepræsentant kendte jeg udemærket problematikken, før jeg selv blev ramt. Udefra.

Jeg har skrevet mange artikler om den såkaldte ”offersyge”, der skyldes vores stenalderhjernes programmering til at sige kæmp eller flygt, hvis den føler sig truet. Jeg har kolleger, der er gået ned med flaget.

Få måneder inden min egen sygemelding deltog jeg sågar i et tredages forebyggende stresskursus, hvor jeg lærte om min indre trivselsbrønd, fik instruktion i at trække vejret helt ned i storetåen og ryste stress og jag af mig som en afrikansk gnu.

Tidens mantra

Men hvad hjalp det, når stress kommer snigende som en tyv om natten? Den dag i dag er jeg stadig forundret over, at jeg lod stressen indtage min krop og mit sind. Mig, der plejer at ose af selvtillid og overskud, og som før havde afvist stress som vand preller af på en teflonpande. Hvad var der sket?

Mit bedste svar er, at jeg som travl familiemor forsøgte at leve efter tidens mantra, nemlig effektivitet og fleksibilitet, og at jeg var lidt for god til det. Jeg dyrkede det høje tempo og forsøgte konstant at presse mere ind i hver eneste time. Resultatet var, at jeg glemte mig selv og mine egne behov på vejen.

Mine følelser var blevet så udsultede, at jeg tog kvælertag på livet og forsøgte at få anerkendelse og kærlighed gennem andre mennesker og gennem jobbet i stedet fra at lade det komme fra mig selv.

Multitasking

Stress skyldes sjældent arbejde alene. Det har jeg hørt igen og igen fra psykologer og stresscoaches, og mine egne erfaringer giver dem ret. Godt nok var tempoet på min arbejdsplads eskaleret over kort tid, samtidig med, at jeg som kontorets pligtopfyldende kollega sjældent sagde fra, når arbejdsopgaver blev langet over disken.

Men jeg nød at have mange bolde i luften, og vi kvinder er jo gode til at multitaske. Så skidt med, at jeg ofte sprang frokosten over og småløb frem og tilbage til toilettet. Problemet opstod for alvor, da jeg overførte denne effektivitet til hjemmefronten.

Som en maskine knoklede jeg på. Hentede mine to drenge i skole og børnehave, handlede ind, lavede mad, der stod på bordet præcis klokken 17. Vaskede op, lavede kaffe og frugt, legede med ungerne, læste godnathistorie, fandt tøj frem til næste dag, så nyheder klokken 21og faldt udmattet i søvn klokken 22.

Løbsk lokomotiv

Hvor var jeg henne i alt det her? Hvad med mine behov? Og hvad med parforholdet? Jeg følte mig fanget i en trædemølle med uendelig travlhed. Drømte skiftevis om, hvordan jeg skulle leve livet, når jeg gik på efterløn og om barndommens sorgløse land, hvor man bare lever i nuet, og livet føles uendeligt langt. Lad mig komme ud af dette jerngreb. Det er ikke mit liv. Jeg står bare og kigger på det, tænkte jeg desperat. Hvem er jeg egentlig, og hvad vil jeg med mit liv?

Stress er selvforstærkende. I de sidste uger inden sammenbruddet sætter mennesker ofte tempoet op for at undgå at se deres egen ulykke. Det skete også for mig. Min hverdag var som et løbsk lokomotiv uden fører. Travlhed havde gjort mit liv overfladisk, og jeg var ikke længere i kontakt med hverken mig selv eller verden.

Tid til fordybelse

Min erfaring har vist mig, at der kun findes ét effekt middel mod stress. Og det er tid. Tid til én selv, ustruktureret tid til refleksion og til at dyrke sine gamle interesser.

Første gang, jeg sygemeldte mig, vendte jeg pligtskyldig tilbage til jobbet efter 14 dage. Nu havde jeg haft tid til at sunde mig, troede mig. Men få uger efter var den gal igen. Næste gang gav jeg mig god tid og raskmeldte mig først efter knap to måneder – og det på deltid, som jeg stadig er på. Først når man som stressramt overvinder følelsen af, at tid er en knap ressource, man hele tiden halser efter, kan man overgive sig til langsomheden og begynde at arbejde med sig selv.

Som alle andre sygdomme i kroppen afspejler stress en spænding, angst eller uligevægt i vores følelsesliv og sindstilstand. Hvis vi er i kontakt med os selv, vil vi opdage den ubalance, inden den manifesterer sig som fysiske symptomer. Jeg lyttede ikke til mig selv, derfor var min krop nødt til at sige fra. Udover tid er det vigtigt at skabe sit eget rum.

Træk vejret

Efter anbefaling fra en god veninde flyttede jeg ned i kælderen. Det blev mit refugium, mit hellige sted, som jeg indrettede med personlige billeder på væggen, masser af levende lys, bøger, musik og notesblokke til mine flyvske tanker. I lange perioder vågnede jeg hver nat og skrev en side eller to i blokken. Nød stilheden og følelsen af, at tiden var helt min egen.

Samtidig begyndte jeg et forløb hos en stresscoach. Hun lærte mig at trække vejret helt ned i maven, så jeg igen kunne mærke mine følelser. For uden følelser, ingen lidenskab eller passion, og ingen kontakt med sig selv.

I starter foregik min vejrtrækning alene i brystkassen, men senere, da kuglen af hengemte følelser i min mave var blevet opløst, mærkede jeg, hvor fantastisk det er at kunne trække vejret helt ned i mellemgulvet. Min mave var helt bogstaveligt blevet mindre af at slippe spændingerne.

Her slutter 1. del af min beretning. Håber du har lyst til at læse med på 2. del.