”Find den smalle port, der fører til livet. Den hedder Nuet. Indskrænk dit liv til dette øjeblik. Din livssituation kan være fuld af problemer – det er de fleste livssituationer – men find ud af, om du har et problem i dette øjeblik. Ikke i morgen eller om ti minutter. Har du et problem nu?”

Citat Eckhart Tolle, Lev i Nuets kraft

Hvornår har du sidst været fuldt til stede i nuet, uden at tænke over aftensmaden, trafikken, det dårlige vejr, en irriterende kollega eller hvornår børnene skal hentes?

Hvornår har du sidst accepteret nuet, som det er og erkendt, at det nuværende øjeblik er alt, du nogensinde får, og at fremtiden bare er en mental konstruktion, en forestilling i ens eget hoved?

Hvis jeg skal vælge én spirituel mester og forfatter, der har betydet meget for mig de senere år, vil jeg pege på Eckhart Tolle. Den tyskfødte forfatter, der tilbragte ungdomsårene i Spanien og England, inden han efter en livskrise bosatte sig i Canada og skrev bestsellerne ’Nuets Kraft’ og ’En ny jord, har hjulpet tusindvis af mennesker til at finde ro og mening med livet.

Væren som identitet

Kernen i Tolles budskab er, at vi er mere end vores tanker og følelser. Vi er mere end den egobaserede bevidsthed, der skaber så meget lidelse for os selv og andre, fordi vi identificerer os fuldstændig med form – vores tanker, følelser, arbejde, krop, standpunkter og materielle ting.

Ifølge Eckhart Tolle er vores essentielle identitet ”væren”: At være tilstede i nuet med hele vores rene bevidsthed. Alt kraft ligger i nuet, aldrig i fremtiden. Og med kraft mener Tolle den rette handling, styrken, svaret, den nødvendige ressource.

Det var skræmmende for mig pludselig at befinde mig i en identitetskrise som 40-årig og opleve, at jeg mildest talt var meget lidt tilstede i nuet. Hvem er jeg? tænkte jeg og gik på biblioteket i håbet om at finde svaret på side 9 eller måske side 47 i en af de mange bøger, jeg bragte hjem.

Der skulle gå et halvt år, før jeg pludselig stødte ind i Eckhart Tolles bøger. På det tidspunkt var jeg ’vågnet’ så meget op, at jeg forstod, at der findes to virkeligheder – en mental virkelighed, hvor vi identificerer os med vores tanker og mest befinder os i fortiden eller fremtiden og en ”virkelig virkelighed”, hvor vi bare er og accepterer, at alt er, som det skal være.

Rum uden rummelighed

Et års tid efter hørte jeg Eckhart Tolle i Tivolis Kongrescenter, og han fortalte en sjov historie, der illustrerer de to bevidsthedsniveauer. Jeg gengiver historien her.

”Forestil dig, at du ER dette rum, sagde Tolle. ”Dette rum vil kende sig selv. Hvem er jeg?” Der er vægge, gulvet og loftet. Lamperne og alle møblerne. ”Uhh, se hvor interessant jeg er,” siger du. ”Jeg kan ikke lide dette møbel. Det må jeg se at få skilt mig af med.”

Og pludselig en dag efter mange år begynder malingen at skalle af, en dag er der små revner i væggene, og rummet tænker: Hvad sker der med mig? Og før du ved af det, er der huller i gulvet, og du erkender, at du er ved at gå i opløsning. Hvis du har penge nok, kan du få en specialist til at reparere dine vægge, det giver dig lidt ekstra tid, men du har ikke erkendt, at du kun har set den ene dimension af dig selv – formens dimension.

Essensen af et rum er ikke væggene, gulvet eller møblerne. Essensen af et rum er rummet, den luft, den tomhed, man ikke kan se. Uden rummelighed – hvad ville rummet så være?”

Vi er lygten, der lyser

Eckhart Tolle sammenligner også vores identitet med en lygte. Vi står med lygten i hånden og sætter spot på forskellige ting. Er det mig? Er det mig? Er det mig? Men vi kan aldrig finde hele sandheden derude. For essensen af, hvem vi er, er, at vi er den lygte, der lyser. Vi er bevidsthed. Vi er den, der ser. Så vi kan aldrig FINDE os selv – i vores job, i vores tanker eller følelser eller gamle historie ”åhh, mit liv”.

Vi kan kun VÆRE os selv, når vi formår at acceptere nuet, som det er, når vi lærer at blive nærværende og bliver det årvågne rum, hvor alt kan ske.

Og Nuets mester sluttede af med denne lille historie: ”En læremester i Kina eller Japan blev engang spurgt om, hvad den mest kraftfulde spirituelle praksis er. Og han svarede: Det bedste råd, jeg kan give, er. Uanset hvad der sker, uanset hvor du er, så sig tak for alt. Jeg har intet at klage over.”

Nærvær som modgift

For nylig genlæste jeg Eckhart Tolle’s “En ny jord” for tredje gang. Det er bare en fantastisk bog. Jeg har den samme aha-oplevelse hver gang, jeg læser om egoet og det Tolle kalder ”smertekroppen”, og hvorfor det er så svært at slippe identifikationen med tanker, følelser og materielle ting og bare “være sig selv”.

Det er som om, jeg godt ved det hele. Jeg glemmer det bare. Der er kun én modgift mod egoet: Nærvær og accept. Derfor har jeg sat mig for at forsøge at være vågen, hver gang jeg rammes af følelser som f.eks. irritation og ængstelse (hvilket ret ofte sker), og bare være i følelsen i stedet for at give den yderligere næring ved at tænke alt muligt om, at det er ubehageligt, at jeg skal ud af den følelse hurtigst muligt, eller at det er andres skyld, at jeg fik den følelse.

Det er en ret stor opgave, og jeg falder sikkert i mange gange, men det er forsøget værd. Når alt kommer til alt skal vi som mennesker prøve ”bare et være, ikke at være noget bestemt,” som den indiske mystiker, Ramana Maharshi, har udtrykt det.

Ny identitet på Samsø

Hvor svært det er at slippe identifikationen og bare være, oplevede jeg sidste år på et retreat på Samsø om tillid og overgivelse. På et tidspunkt mediterede vi over vores egen identitet, efter at have udfyldt et såkaldt ID-kort med oplysninger om bl.a. navn, adresse, titel, navn på partner, forældre og børn. Ideen var at finde ind til “kernen af os selv”.

Vi sad med lukkede øjne, mens underviseren guidede os. ”Hvis dit navn ikke er X, hvad er det så?”, sagde han, og vi gentog spørgsmålet med vores eget navn. ”Hvis din adresse ikke er X, hvad er den så?”

Efter meditationen havde flere af deltagerne fået en ny identitet. En kvinde oplevede at være en fransk landsmandskone fra begyndelsen af 1900-tallet. Hun vidste præcis, hvad hun hed, hvad hendes mand og børn hed, og hvordan hun så ud. “Alle mine svar kom sådan her,” sagde hun grinende og knipsede med fingrene.

Jeg var stadig mig selv men havde en følelse af, at jeg havde udvidet mig. Jeg fik et billede af, at jeg hed ”menneskeblomst” og boede, der ”hvor mit hjerte er.” Den nat drømte jeg om hjemløse og vågnede med koldsved og bankende hjerte klokken 4 om morgenen. Jeg var angst og urolig og huskede min undervisers ord fra dagen i forvejen. ”Det er hårdt og angstprovokerende at vågne op af illusionen.”

Jeg drømmer ofte om hjemløse, og jeg tror, det er min egen angst for at blive hjemløs forstået som ikke at følge mit hjertes længsel. Ikke at turde være mig. For godt nok er det skræmmende at miste sit ego, sin historie, sin identitet. Endnu mere skræmmende er det dog at miste kontakten til sit dybere selv. Sin sjæl.